Teaternyt

6. maj 2012 - 11:57

Spøger man dagens børn og unge rundt om i landet, om de ved, hvor Thy eller Thisted ligger, så må de ofte gætte sig frem: Thy er en by i Sønderjylland? Eller Thisted er et bryggeri i Aarhus? Jo, vi hører mange pudsige forslag, når vi kommer rundt i landet. Men efter at vi har spillet en af vores forestillinger er publikum sjældent i tvivl.

I sidste uge spillede Thy Teaters seneste forestilling MIDNAT I VESTERVIG på den årlige Børneteater-festival som i år blev afholdt i Ringsted. Her var der lutter glade publikummer. Og Børneteateravisens anmelder kom også forbi. Se her hvad han begejstret skrev:

http://www.boerneteateravisen.dk/kaerlighed-og-spoegeri.html

Til næste år kommer den årlige Børneteaterfestival til Nykøbing Mors. Det er de stolte af på Mors, og der bliver god omsætning på øen, når den sådan bliver besøgt af omkring 1000 gæster fra hele landet.

Der er rift om at være værtsby for Børneteaterfestivalen. I 2017 er der Europæisk Kulturhovedstad i Danmark. Her ligger Aarhus og Sønderborg i skarp konkurrence om at blive værtsby – også for Børneteaterfestivalen. I 2018 har Thy Teater en reservation liggende om få værtskabet til Thisted!

2. maj 2012 - 12:53

Thy Teaters abonnementsbrochure er nu klar med hele 11 forestillinger i efteråret 2012 og foråret 2013.

Repertoiret spænder vidt i år lige fra ny dansk dramatik til absurd teater over familieforestillinger til hele to teatercabareter. Og fra Thy sætter vi en ny forestilling op – nemlig LILLE DANMARK som er et familiedrama fra Thy i 1970’ernes ferieoptimisme. Tilsammen udgør alle forestillingerne en smuk og afrundet teaterbuket til gavn og glæde for publikum.

Vi bestræber os på at lave teater for alle og vi stiller høje krav om kvalitet og professionalisme i alle vores forestillinger.

Og i år har vi også valgt at forøge antallet af forestillinger – og tilmed sætte prisen ned! Så nu kan du få en enestående teateroplevelse for bare 50 kr. stykket hvis du vælger 3 eller flere forestillinger. Det er indholdet af den nye sæsons knaldtilbud!

Abonnementsbrochuren får du direkte i din postkasse i dagene 1. og 2. maj 2012. Vi har i år forøget oplaget til over 28.000 stk. og brochuren bliver nu postomdelt i hele Thy, Hannæs samt Thyholm - og på hele Mors!

Så husk at kigge efter det røde omslag i din postkasse! Hvis du ikke får abonnementsbrochuren i din postkasse kan du finde den på biblioteker, biografer, medborgerhuse i Thy og på Mors. Du finder også en digital version af brochuren på vores hjemmeside via dette link:

http://www.thyteater.dk/sites/default/files/ThyTeater1213.pdf

19. april 2012 - 10:54

Lokalerne på Thy Teater fyldes med glade og forventningsfulde børn. Og så bliver der stille! Men åbner man forsigtigt døren på klem ind til teatersalen, så buldrer og brager det derindefra og man aner lysglimt i mørkt - Det tordner og lyner. Børnene sidder musestille. Stemningen er lagt - der er nemlig premiere på Thy Teaters egen børn- og ungeforestilling MIDNAT I VESTERVIG.

Det er en spøgelseshistore fra det virkelige Sydthy, Vestervigs gamle klosterkirkegård hvor nogle børn er ved at undersøge om det virkeligt spøger…

TV Midt-Vest kom forbi og interwiede nogle af børnene. Se indslaget her http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=13941

Herefter er kalenderen booket op med spilleaftaler og forestillingen spiller i Vestervig og Snedsted. Så en smut til Sjælland og herefter tilbage til Brovst, Østerild, Nors, Brønderslev og Hillerslev skole Så Frøstrup Kulturcenter, Sjørring Minihal og Pandrup skole. Jo, forestillingen kommer allerede vidt omkring. Tjek kalenderen for yderligere information om tid og sted.

Den Internationale Teaterdag fejres på Thy Teater
27. marts 2012 - 10:47

Thy Teater fejrer i dag den 27. marts Den InternationaleTeaterdag.

Dagen i dag bliver verden over fejret og i år har den anerkendte og fremtrædende teaterpersonlighed John Malkovich skrevet en tankevækkende tale. Han opfordrer herigennem alle til medmenneskelighed, omsorg, ærlighed, oprigtighed og godhed - og slutter talen af med spørgsmålet ”hvordan lever vi?”. Læs hele talen her www.world-theatre-day.org/en/index.html

Thy Teater fejrer således dagen i denne ånd med forestillingen OSCAR OG DEN LYSERØDE DAME. Stykket behandler et svært emne, nemlig døden og livet og tanker heromkring og egner sig godt til eftersnak og refleksion for f.eks. sorggrupper, behandlere, pårørende og patienter.

Derfor arrangerer Thy Teater denne forestilling særligt for medarbejdere og personalegrupper på Nors Ældrecenter, personale på Sygehus Thy/Mors og medarbejdere på Ældrecenter Stenhøj. Alle er velkomne, bemærk at vi spiller kl. 16.00.

27. februar 2012 - 0:23

Vestervig er nok den by i Thy, hvor der er flest nymalede døre og vinduer. Og mellem mange af husene er der små grønne anlæg, som gør byen til et godt sted at bo. Hvor mange andre små byer lider af fraflytning og forfald, så er Vestervig en af undtagelserne. En række ildsjæle i byen har valgt at sige stop til byens forfald og kæmpe for at byen kan få en ny identitet. De huse som kan sættes i stand bliver sat i stand og solgt til nye beboere, mens de huse som ikke kan sættes i stand bliver revet ned og erstattet af grønne områder.

Vestervig er i dag en by som har vist, at kunne tage hånd om forfaldet. Det taler man naturligvis om ved middagsbordene i familierne, for det optager de fleste indbyggere i Vestervig. Det er i høj grad også noget der berører de helt unge i Vestervig. Det er disse unge Thy Teater vil skabe en helt ny teaterforestilling om, bl.a. tvillingerne Sofie og Oscar, som bor i Klostergade.

I Vestervig lå der også i gamle dage et stort gammelt munkekloster. I dag er der kun klosterkirken tilbage. En stor del af forestillingen foregår i den gamle klosterkirke, hvor børnene vil undersøge, om der nu virkelig er nogen af de gamle munke som spøger? Eller er der måske en kongelig person ved navn Kirsten som spøger?

Forestillingen kommer til at hedde MIDNAT I VESTERVIG og får premiere d. 19. april.

2. februar 2012 - 14:03


Nu er den årlige festival ved at være ovre og det har summet med børn og voksne på teatret og i hele Thy. Ugen igennem har der været et væld af gode forestillinger for godtfolk i alle aldre. Festivalen blev åbnet lørdag aften i Bedsted med den anmelderroste hippieforestilling Hjardemål -  som har været på turné i det ganske land. Søndag gjaldt det så æbleskiveteater for de allermindste. Og i mandags var der næsten 1000 børn og voksne inde og se teater!  Hovedforestillingen på festivalen var nemlig børne- og ungeforestillingen ANTBOY – sang, dans og skuespil for fuld udblæsning, med selveste Robert Hansen i hovedrollen – og det var oven i købet hans debut på de skrå brædder – hvor han også skulle synge for første gang! Men der var drama inden forestillingen, idet han vred om på foden dagen før. Men takket være en lokal sportsmassør kunne han gennemføre forestillingerne til stor glæde for publikum. Forestillingen blev en stor succes og teenagepigerne stod i kø for at få hans autograf efter forestillingen.

 

 

 

12. januar 2012 - 0:35

 

I denne tid turnerer Hjardemål ude i Danmark. Her får publikum landet over smagt en lille bid af Thy. Og det er de veltilfredse med. Også de strenge anmeldere er tilfredse med Hjardemål. På Thy Teater har vi sakset, hvad avisernes anmeldere mener efter at have set opførelsen på Teater V i Valby:

 

Jyllands-Postens Henrik Lyding er ovenud rosende og tildeler Hjardemål fem ud af seks stjerner. Med sans for detaljen gennemgår han de forskellige præstationer hver enkelt står for: Lærke Sanderhoff roses for autenticiteten når hun leverer "det gode grin over fastlåste meninger". Minna Johannesson roses for sin "muntert-ironiske iscenesættelse spækket med detaljer i blikke og rekvisitter, der gør morskaben perfekt, uden at det på noget tidspunkt kammer over". Skuespilleren Christine Gjerulff er "rørende som den generte Ane". Skuespilleren Pelle Nordhøj Kann er "skøn som inkarnationen af en pæn og glad borgerdreng..". Skuespilleren Anne Gry Henningensen "spiller skræmmende godt som den humorforladte og kvinde-sagssammenbidte Monna". Mikkel Reenberg roses som "bamseblød og dejlig - den eneste med hjertet på rette sted". Henrik Lyding slutter af med at skrive at, ”Det er en umanerligt veloplagt og velspillet komedie, Thy Teater har begået. Et skønt stykke Danmarkshistorie med klare og tankevækkende paralleller til værdidebatten i dag”. 

 

Knud Cornelius fra Frederiksborgs Amts Avis er også tilfreds og mener at forestillingen er ”rørende i sin ungdommelige frigjorthed”, men han synes dog, at forestillingen mangler at føre til noget videre. Derfor giver han den også kun fire stjerner. Han skriver bl.a. ” Hvad kan eksemplet bruges til i dag? Den sødmefulde tilstand havde sin tid, og den bliver fremstillet ublufærdigt, dejligt og rørende med nogle af de gamle sange og den romantiske forvirring, der blomstrede op dengang. Manuskriptet er loyalt mod tiden, opsætningen respektfuld og letløbende, og gamle hippier og andre interesserede vil sagtens kunne få en hyggelig stund med forestillingen”. 

 

Fra Information (hvor man ikke tildeler stjerner) har anmelderen, Anne Middelbo også været inde at se, hvad hun kalder ”Thy Teaters morsomme hippietidsteater”. Hun roser både dramatikeren, instruktøren, scenografen og skuespillerne og betegner stykket som ”en fin nutidsvinkel på den selvfede 70’er-hørm, som kan være svær at fatte for os, der ikke var med dengang”. Hun slutter af med at spørge, ”hvordan kunne de egentlig tro på, at de kunne ændre verden ved at fyre en fed?”

 

Og det er jo egentlig ret godt spurgt – her godt fyrre år efter.

 

17. december 2011 - 22:58

Der er gang i guitaren og blokfløjten for tiden, for Hjardemål skal genopsættes. Allerede fra den 4. januar kl. 20.00 går det løs. Med en udsolgt turneplan besøger vi alle dele af Danmark, bl. a. Valby, Ballerup, Helsingør, Næstved. Aarhus, Ærøskøbing og Hjørring. De thyboer som ikke fik set Hjardemål sidste efterår får igen chancen: Den 28. januar spiller vi i Bedsted og den 30. januar spiller vi på Thy Teater i Thisted. 

4. december 2011 - 22:29

Siden premieren d. 16. november på Thy Teater har NOLDE spillet rundt om i Thy og resten af landet. Forestillingen har modtaget lutter roser fra publikum, og overalt hvor tæppet er gået har der været stående applaus.

Også anmelderne er glade.  Nordjyskes Morten Kyndby Holm gav forestillingen fem ud af seks stjerner og fremhævede både Line Mørkebys særdeles veloplagte tekst og skuespillernes indlevelse og styrke - især hos den fremragende Sara Line Møller Olsen.

Vejle Amts Folkeblads Erik Andresen var også ovenud begejstret og fremhævede både Line Mørkebys meget velfungerende tekst og de fire skuespilleres fornemme præstationer, især de to meget forskellige kvindeskikkelser spillet af Christina Bech og Sara Line Møller Olsen.

I Flensborg Avis skrev Katrine Hoop at NOLDE var som et levendegjort maleri og at hun sjældent har oplevet noget så vellykket. Særlig Lars Topp Thomsen spiller på eventyrlig vis og puster liv og individualitet i de enkelte karakterer. Katrine Hoop oplevede at"publikum drages mellem latter og gråd og ser fortryllet billederne udfolde sig..."

NOLDE spiller igen på tirsdag - denne gang i Kalundborg.

Thy Teater sidder med ved bordet
8. november 2011 - 12:32

Kulturminister Uffe Elbæk har beskikket Thy Teaters leder Niels Vendius til at indtræde som medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstråd. Indstillingen kommer fra Danske Teatres Fællesorganisation og Foreningen af Små Teatre.

Medlemmerne af repræsentantskabet for Statens Kunstråd udpeges af organisationer, institutioner og interessegrupper inden for dansk kunst og kultur, samt af Folketingets partier og de kommunale organisationer.

Niels Vendius er beskikket i fire år frem til 31. oktober 2015.

Thy Teater sang dansk opera
21. oktober 2011 - 13:38

Spil Dansk Dagen er en årligt tilbagevendende begivenhed, der fejrer dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed den sidste torsdag i oktober hvert år. 

I anledning heraf afholdt Thy Teater et slags "operalaboratorium" for børn, og en kendt operasanger gav i denne anledning en introduktion til operaens verden. Børn fra Østre Skole var forventningsfuldt mødt op. Workshoppen var baseret på princippet "learning by doing", og der blev arbejdet med stemmetræning og om at udtrykke sig som operasanger.

Til slut blev der opført en lille opera - specielt lavet til lejligheden. De gamle gobeliner i salen blafrede, der blev slået ud med armene og børnene fik afprøvet deres "lille indre operasanger".

TV/MIDT-VEST kiggede indeom. Klik her for at se indslag i aftenens Regionen Rundt http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=10015

Det blev en rigtig god -og anderledes dag!

17. oktober 2011 - 11:54

Thy Teater viser teater i efterårsferien for de mindste – grib en bold og få en gratis billet!

Der er lagt op til sjov og ballade på Store Torv i efterårsferien. Hvis du er blandt de ti første der griber en bold får du to gratis billetter til Thy Teaters forestilling SUTTOG der spiller på fredag i denne uge. Thisted Handels- og Industriforening udlodder nemlig 20 billetter ved at TFC og Mors Thy Håndbold kommer og sparker/kaster 20 bolde ud fra Det Gamle Rådhus onsdag den 19. oktober kl. 14.00 og de første 10 personer der griber en bold, får 2 billetter hver til forestillingen!

Thy Teater er nu repræsenteret i TIO's bestyrelse
29. september 2011 - 11:52

Thy Teater sidder med ved bordet i TIO – en ny stærk landsdækkende teaterorganisation - som nu er en realitet.

Den tidligere børneteatersammenslutning (BTS) og foreningen af Små Teatre (FAST) samles nu i Teatrenes Interesse Organisation (TIO). Dette er sket for at sikre teatrenes interesser - i en ny og effektiv organisation med øget handlekraft.

Nordjylland er godt repræsenteret i bestyrelsen, idet Niels Vendius fra Thy Teater er valgt ind, Jakob Højgård Jørgensen fra Teater Nordkraft, og Gitta Malling fra Limfjordsteatret er blevet formand for TIO.

Vi byder den nye organisation velkommen og god arbejdslyst!

Prisoverrækkelse og grænseløs glæde!
19. september 2011 - 11:11

Thy Teater er stolte af at fortælle at Katrine Karlsen – elev fra Thy Teaters tidligere dukkemageruddannelse - har modtaget en prestigefyldt pris, nemlig Horsens Kommunes Børneteaterpris på 25.000 kr., ved den årlige børneteaterfestival, som lige er afsluttet.

Katrine Karlsen er skuespiller og leder af teatret Graense-Loes, som på en halv snes år har slået navnet fast med netop grænseoverskridende teaterkunst rettet mod de unge.

Og således præmierede Statens Kunstfonds Film- og Sceneudvalg sidste år Katrine Karlsen som dramatiker med 50.000 kr. for forestillingen ’Undertiden lever man’, og i maj 2010 modtog hun Danske Sceneinstruktørers hæderspris for at have ’beriget scenekunstens magi og fortælling – gennem brugen af figurer/animationer, og/eller tværæstetiske, visuelle udtryksformer’.

Tillykke Katrine!

Foto: Søren Kløft

Kulturnatten åbner i teltet på Store Torv
15. september 2011 - 20:08

DMI lover godt vejr til Kulturnatten, så der ventes stort rykind i Thisted i morgen aften. Thy Teater havde gjort klar til at slå dørene op til åbningsarrangementet - men forgæves. Arrangøren af åbningsarrangementet har i sidste øjeblik vurderet, at der er bedre plads i det store telt som bliver slået op på Store Torv. Og at teltet så også bliver taget i brug med det samme.

Optoget vil dog fortsat foregå fra Håndværker Torv. Og man kan fortsat gå på opdagelse i det fantastiske og mærkværdige univers i Musikteatret, hvor de nye pædagogstuderende fra pædagoguddannelsen i Thisted har vendt op og ned på tingene. Alt er forandret, mærkelige genstande og væsener dukker op i alle kroge, utrolige fortællinger udspiller sig, så man knap tør tro egne øjne og ører. Alle er velkomne!

 

 

Prisregn til Ina-Miriam Rosenbaum
10. september 2011 - 10:34

Først på året fik hun en Reumert for årets kvindelige hovedrolle. Hen over sommeren blev Hjørringrevyen kåret som Årets Revy. Og nu i torsdags modtog hun Lauritzenfondens Wauw-pris. Det skorter ikke på anerkendelse i hendes myreflittige karriere. Og er der et sted, hvor Ina-Miriam Rosenbaum færdes hjemmevandt, så er det Nordjylland. På tirsdag og onsdag i næste uge kommer hun og Henrik "Baloo" Andersen til Thy Teater i Thisted. De spiller den smukke og bevægende Frk. Marguerite - en pige med pep!

Tillykke med Wauw-prisen til Ina-Miriam Rosenbaum!    

9. september 2011 - 15:20

Thy Teater spillede i dag VI STÅR PÅ HOVEDET for 80 glade børn i Ballerup på Sjælland. Det er vi stolte af. For gennem vores forestillinger og ikke mindst vores navn er vi med til at udbrede kendskabet til livet i Thy. Med VI STÅR PÅ HOVEDET er det børn og unges liv i Hundborg, som bliver kendt uden for Thy. Og dermed også historien om, at dem i Hundborg gør noget aktivt for, at deres by skal være et godt sted at leve.

På Thy Teater er vi gennem vores repertoire med til at sætte Thy og Thisted på landkortet. Vi oplever nemlig, at mange børn og unge i andre dele af Danmark knapt nok ved hvor i landet Thy og Thisted ligger. I dag blev 80 børn i Ballerup så klogere på livet i Thy. Senere lægger vi turen forbi Østjylland og Sønderjylland. Det glæder vi os til. 

3. september 2011 - 14:36

Anima betyder sjæl. Og det er da også livets helt store spørgsmål, som bliver taget op når Thy Teater præsenterer vidunderlig og poetisk dukketeater for de 4 til 11-årige med forestillingen Anima.

Anima tager nænsomt og poetisk et emne op, som mennesker i alle aldre til alle
tider har haft svært ved at forstå og forholde sig. Publikum mødes af
genkendelsens glæde, gentagelsens ritual og en overraskende, flerdimensionel
og visuel forestilling, der fylder tilskueren med håb og med følelsen "at
livet er smukt."

Forestillingerne bliver også spillet ud af huset, nemlig i Hanstholm, Hurup
og så i Thisted, selvfølgelig. Normalt spiller Anima på de store teaterfestivaler verden over, så det er et utroligt held at vi har fået denne forestilling til at spille her i Thy. Det er vi stolte af, siger teaterleder Niels Vendius.

Se spilleplanen for mere info.

31. august 2011 - 12:00

Thy Teater slår dørene op når Danmarks Teaterforeninger holder ”på vej hjem møde” fredag den 2. september 2011 fra kl. 15.00 til kl. 18.00 på Håndværker Torv 1 i Thisted.

I anledningen af, at EU i år sætter fokus på den frivillige arbejdskrafts betydning for kulturlivet, sætter Danmarks Teaterforeninger fokus på denne vigtige faktor med tematikken ”Det frivillige arbejdes betydning for kulturlivet”. Dette, ofte oversete, led er med til at løfte mange kulturprojekter med sammenhængskraft, dynamik, aktivitet og efterfølgende borgertilfredshed i kommunerne.

Formålet med mødet er at lade forskellige aktører, så som kommunalpolitikere, embedsmænd og de mange kulturarbejdere landet rundt, være i inspirerende selskab med et panel af inspirerende oplægsholdere.

Der vil være bidrag af bl.a. Hans Jørgen Vodsgaard, mag art  i idéhistorie og forfatter til bogen ”Den frie kultur”, samt Tina Thor Jørgensen, cand mag og forfatter til bogen ”oplevelseskapital i udkantsdanmark”. Derudover kommer Per Boe Larsen, direktør og Morten Ovesen, statsaut. Revisor der sammen organiserede et enormt frivilligt arbejde som fik Hjørring Revyen 2011 på benene med en stor succes til følge.

Vi ser frem til en kulturel saltvandsindsprøjtning i selskab med et veloplagt og underholdende panel.

Vel mødt – alle er velkomne.

Mødet er arrangeret af Danmarks Teaterforeninger og støttet af EU.

 

Thy Teater åbner sæsonen med anmelderrost teenageforestilling
19. august 2011 - 9:39

Skrivebordene er støvet af for sommerens støv, nu klaprer tastaturerne igen og telefonerne kimer: Thy Teaters nye sæson er i fuld gang og spækket med et spændende, underholdende og tankevækkende program for de kommende måneder.

Det står bl.a. på ungdomsforestillinger og vi starter op i den improviserende genre, nemlig med den anmelderroste forestilling OG SÅ STÅR MAN PLUDSELIG DER:

I en række korte, enkle scener skildrer fire skuespillere de øjeblikke i unge menneskers liv, hvor de pludselig fyldes af en følelse af at være udenfor, alene og anderledes. Og så står man pludselig der er en pre-teen eksistensberetning baseret på interviews og research og præsenteres med humor og alvor lige i øjenhøjde med sit publikum.

Se forestillingen - alene eller måske med dit teenagebarn - oplev, genkend eller føl det svære liv som teenager i en håndfuld unge skuespilleres flotte præstationer.

Ud over forestillinger i huset er vi også ved at forberede vores turné i det ganske land.

Tjek vores kalender for hele programmet.

Statens Teaterskole og Thy Teater samarbejder om praktik
28. juni 2011 - 14:10

En af Danmarks måske dyreste og mest eftertragtede uddannelser er instruktøruddannelsen på Statens Teaterskole. Der bliver kun optaget to studerende om året, og det meste af undervisningen er specialiseret eneundervisning. På uddannelsens overbygning skal den instruktørstuderende ud i praktik for at afprøve sin viden på et professionelt teater. Der bliver tilknyttet en erfaren instruktør som konsulent, og Statens Teaterskoles undervisere kommer også ud og følger processen. Et sådant praktikophold foregår normalt på en af de store landsdelscener. Aldrig før har der været praktik på et egnsteater, og da slet ikke i Thisted.

Thy Teater har nu, som det første egnsteater nogensinde, truffet aftale med Statens Teaterskole om at være praktikvært for en instruktørstuderede. Det bliver her til efteråret, og den instruktørstuderende skal iscenesætte efterårets nye produktion NOLDE, som er ved at blive skrevet at dramatikeren Line Mørkeby. Den instruktørstuderende hedder Rasmus Ask, og han er i fuld gang med forberedelserne. Thy Teater byder velkommen til Statens Teaterskole og Rasmus Ask.

29. maj 2011 - 22:53

Billetsalget til næste sæson går strygende, og vi må lægge os i selen for at følge med efterspørgslen. Det gælder især forestillinger for børn og unge. Her har vi måttet planlægge et større antal ekstraforestillinger på de dage, hvor det er muligt.

Også vores turneforestillinger rundt i Danmark er en succes. I september og et stykke ind i oktober turnerer vi hele Danmark rundt med VI STÅR PÅ HOVEDET. Her er der kun fire ledige opførelser tilbage – dem har vi reserveret til Brugsforeninger i Thisted og Jammerbugt Kommuner.

I november turnerer vi med vores næste forestilling NOLDE. Her er der også kun fire ledige opførelser tilbage. Dem har vi reserveret til kunstforeninger landet over.

I januar turnerer vi Danmark rundt med HJARDEMÅL. Her har der længe været totalt udsolgt.

 

I sidste uge spillede vi børneteater for over fire hundrede af de mindste borgere (1½ - 4-årige) i Thisted Kommune. Med glade børneansigter og latter rundede vi dermed sæsonen af. I resten af maj og hele juni bruger vi tiden på kontoret med nærmere planlægning af alle de mindre detaljer for næste sæsons program.

12. maj 2011 - 11:31

Reumert-prisvindende forestillinger kommer til Thy Teater i næste sæson

I søndags fandt vi her på Thy Teater ud af, at to af de indkøbte forestillinger til næste sæson blev hædret med hver sin Reumert. Ud over selvfølgelig at Maja Juhlin fra ”Vi står på hovedet ” også modtog en Reumert- talentpris.

For Årets Kvindelige Hovedrolle modtog Ina-Miriam Rosenbaum en Reumert for  ”Marguerite – en pige med pep!”. Den forestilling spiller hele to aftener på Thy Teater i næste sæson. Der kan nemlig kun sidde 150 i salen pr. aften.

For Årets Store Lille forestilling modtog Mungo Park en Reumert for ”Kvinde kend din krop”. Den forestilling spiller vi også på Thy Teater. Her har vi 250 pladser at sælge af.

Senere på sæsonen kan vi brøste os af en urpremiere på ”Nolde”. Om Emil Noldes liv i Lild Strand i sommeren 1901. Vi udbyder her to aftener i abonnement.

Man får et godt grin, når de to klovnestjerner Albert og Badoin fra OKIDOK herefter gæster Thy Teater kun iført deres bedstefædres underbukser.  Deres klovnerier bliver værre og værre, og vi tør godt love at ikke et øje vil være tørt, når forestillingen er slut.

Vi runder abonnementet af med Ane fra ”Hjardemål” og hendes venner fra Thy-lejren. Her er det sidste chance for at se forestillingen på Thy Teater, efter den har været på danmarks-turne. 

Den 13. og 14. maj bliver Thy Teaters sæsonprogram husstandsomdelt i Thisted Kommune.  Vi har efter bedste evne sammensat en udsøgt buket af kvalitetsforestillinger, som vi sætter i abonnement i den kommende teatersæson. Med Thy Teaters helt særlige abonnementstilbud koster en teateraften kun kr. 85,- pr. billet. Det er kun et lille udsnit af Thy Teaters mange forestillinger, som udbydes til denne favorable pris. Og vi sælger billetterne efter ”først til mølle- princippet”.

Skulle der mod al forventning ikke ligge et sæsonprogram i postkassen senest på lørdag d. 14. maj, så kan man altid ringe til os eller sende en mail til anny [at] thyteater [dot] dk. Så sender vi sæsonprogrammet med posten. Man kan også downloade det fra vores hjemmeside www.thyteater.dk

 

FAKTA

Tirsdag d. 13. september kl. 20.00 ”Marguerite – en pige med pep!”

Onsdag d. 14. september kl. 20.00 ”Marguerite – en pige med pep!”

Mandag d. 10. oktober kl. 20.00 ”Kvinde kend din krop”

Onsdag d. 16. oktober kl. 20.00 ”Nolde”

Torsdag d. 17. oktober kl. 20.00 ”Nolde”

Onsdag d. 30. november kl. 20.00 ”Slips Inside”

Mandag d. 30. januar kl. 20.00 ”Hjardemål”

 

Alle forestillinger spiller i Thisted Musikteater

Igen en Reumertpris til en Thy Teater-skuespiller
9. maj 2011 - 11:42

Maja Juhlin hædret med Reumert-talentpris. Sidste år var det Mikkel Reenberg fra TING OG INGENTING og HJARDEMÅL som modtog talentprisen. I går aftes var det så Maja Juhlins tur til at stå på Det Kongelige Teaters store scene i København for at modtage Årets Talentpris. Det var Majas rolle i ZeBU’s forestilling In Real Life 2, som udløste prisen.

Maja Juhlin spillede den tyggegummignaskende Amanda i Thy Teaters seneste børneteaterforestilling VI STÅR PÅ HOVEDET som havde premiere for halvanden måned siden. I hele september og et stykke ind i oktober kan Maja igen opleves som Amanda, når vi genopsætter forestillingen i hele landet.

Et stort tillykke til Maja! 

 

VI STÅR PÅ HOVEDET bliver genopsat til efteråret
4. maj 2011 - 17:09

Thy Teaters seneste succesforestilling VI STÅR PÅ HOVEDET bliver genopsat i hele september og et stykke ind i oktober måned. Ud over skoler i Thisted Kommune er der efterspørgsel fra skoler i Esbjerg Kommune, Sønderborg Kommune, Ballerup Kommune og Jammerbugt Kommune - så skuespillerne får nok at se til. VI STÅR PÅ HOVEDET er en komedie om Louis og Amanda som har fritidsjob i Brugsen i Hundborg. Louis finder på, at når man bare står på hovedet for kunderne, så strømmer kunderne til og en truende butiksdød bliver vendt til optimisme og fremskridt. VI STÅR PÅ HOVEDET tager udgangspunkt i virkelige hændelser i Hundborg og er dermed med til at udbrede kendskab til livet i Thy i det øvrige Danmark.

10. april 2011 - 23:04

Verdens største børneteaterfestival er faktisk dansk. Hvert år afholdes den i en ny kommune i Danmark. I år var turen kommet til Randers. Hele Randers myldrede med børneteater i ugen fra 4. april til 10. april. På alle skolerne, i gymnasiet, i sportshallerne, på spillestederne – ja, selv i bankernes kantiner var der børneteater. Til stor glæde for alle børn og deres voksne i Randers Kommune. Og det var et sandt overflødighedshorn af, hvad dansk og udenlandsk børneteater kan præstere – over hundrede teatre fra ind- og udland var til stede med deres forestillinger. Thy Teater var selvfølgelig også med. Vi præsenterede vores nyeste forestilling VI STÅR PÅ HOVEDET både i landsbyen Øster Tørslev og inde i selve Randers på spillestedet Værket. Og den blev overordentlig godt modtaget – både på land og i by.  Læs mere om festivalen på www.festival2011.dk

 

25. marts 2011 - 15:14

Det var et veloplagt publikum bestående af en masse børn og voksne der havde sat sig til rette for at overvære premieren på forestillingen VI STÅR PÅ HOVEDET. Blandt særligt indbudte var medarbejdere fra Hundborg Brugs og de var også mødt op. Således udfoldede de tre skuespillere sig foran publikum, og der blev grinet og klappet. Herefter var der forfriskninger i Glassalen, hvor der blev holdt taler og uddelt gaver. Til stor overraskelse havde de tre skuespillere Marius Bjerre Hansen, Maja Juhlin og Sune Geertsen købt cava’er til Thy Teaters personale – hele bordet rundt. Tak for det! Niels Vendius takkede for godt samarbejde i produktionsperioden, og opsummerede hele forløbet - ganske rørt.

Nu skal forestillingen VI STÅR PÅ HOVEDET en tur til København og spille, og herefter spiller den i Thisted Kommune, samt på den kommende Børneteaterfestival i Randers i april måned.

Researchtur til landsbyen Hundborg
28. februar 2011 - 14:42

Skuespillere og instruktør har været en tur op og ned ad Hundborg hovedgade for at tage billeder til Thy Teaters nye forestilling VI STÅR PÅ HOVEDET. Det blev til billeder af det forblæste læskur ved bus 313 stoppestedet; OK benzintanken på parkeringspladsen omme bagved Dagli’ Brugsen; den lange hovedgade med ”knækket” på midten samt adskillige runder langs Brugsens varehylder. Alt sammen med henblik på at få idéer til forestillingen, som har premiere d. 24. marts.

Denne Brugs har i øvrigt været inspiration til forestillingen VI STÅR PÅ HOVEDET: Sidste år havde Brugsen nemlig arrangeret en weekendevent, hvor personalet simpelthen stod på hovedet for den heldige kunde der havde vundet i tombola’en. I en megafon udråbtes den heldige vinder i butikken, og 80’er discomusik kunne høres i køen ved kassen. Herudover var der loppemarked, gode tilbud og aktiviteter for børnene. Jo, Thy Teaters skuespiller- og researchensemble havde en fornøjelig og udbytterig dag i landsbyen Hundborg.

Tegneren Jakob Martin Strids crazy humor og skøre rim er aktuel på Thy Teaters æbleskiveteater på søndag
24. februar 2011 - 13:48

 

Det bliver med forestillingen "Min mormors gebis", en musikalsk, morsom og tankevækkende forestilling baseret på Jakob Martin Strids finurlige børnebog Min mormors gebis.

Jakob Martin Strid kan det der med ord. Sjove, søde, skæve, poetiske og meget aparte sammenstillinger af ord, der med pudsige enderim tilsammen fortæller de mest fantastiske farvestrålende beretninger. Beretninger, der kan gøre den mest søstærke rundt på gulvet og bane vej for boblende latter og poetisk forundring.

Så hold på hat og briller, for nu kører bussen - og så er der æbleskiver til alle efter forestillingen!

Aldersgruppe: 3-8 år.

Forestillingen spiller nu på søndag d. 27. februar kl. 14:30 og kl. 16:00.

Thy Teater viser børneteater i vinterferien
14. februar 2011 - 14:07

Det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude. Ja, kulden er igen kommet til Thy og vinterferien er godt i gang. Nu fyrer Thy Teater op i de gamle sale med en omgang børneteater.

Thy Teater sørger nemlig for teater i vinterferien til børnene: På fredag den 18. februar kl.10.00 præsenteres teaterforestillingen BYTTE BYTTE KØBMAND for de 3 - 6 årige i samarbejde med Thisted Handels- og Industriforening samt BUDDY legetøj i Thisted. Til denne forestilling kan GRATIS billetter hentes - efter først til mølle princippet - i BUDDY legetøj i Thisted.

Samme dag viser Thy Teater en ekstraforestilling kl. 11.00 og her koster billetterne kun en halvtredser gennem os!

Kom og se børneteater med hele familien på fredag i Thy Teater!

8. februar 2011 - 11:17

Så er TEATER PÅ KANTEN 2011 festivalen veloverstået med masser af forestillinger. Huset har været fuldt af børn, unge og voksne der har fået rigtig mange gode og spændende oplevelser. Også Frøstrup, Bedsted og Hanstholm har haft velbesøgte teaterforestillinger.

Det italienske gæstespil GIRAFFENS REJSE var en stor succes på Thy Teater og i Frøstrup Kulturcenter og de 3 italienske skuespillere gik lige ind i publikums hjerter med deres ligefremme, charmerende og morsomme facon.  De har pakket deres store teltscenografi ind i den lille teatervogn og fortsætter nu deres turné i Europa.

Men de glemte én ting: En parmesanost i Thy Teaters køleskab!

Nu går det igen over stok og sten på Thy Teater med den nye produktion VI STÅR PÅ HOVEDET: De nye skuespillere er ankommet fra det øvrige land og har fundet sig til rette, og komponisten har allerede taget hul på den musikalske del af stykket – der kommer nemlig musikalske indslag mellem replikkerne i VI STÅR PÅ HOVEDET!

Niels Vendius er instruktør og har nu i dag påbegyndt prøver med Maja, Marius og Sune.

Italiensk gæstespil på Thy Teater
2. februar 2011 - 12:27

3 skøre italienere fra Rom har nu invaderet Thy Teater og det sydlandske fornægter sig ikke: Skuespillerne er iført hat og bærer stort moustache, og der høres ”italiensk for viderekomne” og ”engelsk for begyndere” på gangene og i salene. Det er Roberto Abbiati og hans teatertrup der gæster Thy Teater med forestillingen GIRAFFENS REJSE som er en del af TEATER PÅ KANTEN 2011 festivalen.  På gulvet i den store sal har skuespillerne opbygget et kæmpe telt-hus, hvor publikum sidder indeni. Herudfra udfolder de historien om en girafs rejse fra Sudan til Paris på ægte ”italienskengelsk”.

Se TV/Midt-Vest´s indslag om forestillingen på www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=3853

 

31. januar 2011 - 14:20

Så er TEATER PÅ KANTEN 2011 i fuld gang og Thy Teater er forvandlet til en zoologisk have - for festivalen er fuld af sjove dyr, der i denne uge gæster huset i gode forestillinger.

Se bare i scenetårnet, her udfolder Bettina Grove Ankerdahl sig i øjeblikket med DEN SULTNE LARVE ALDRIGMÆT foran et tæppe af nysgerrige børn, der gerne vil se den sjove larve; i glassalen ser det forpjuskede MARSVIN HR. Muffin tilbage på et langt liv; på den store scene kommer 3 italienske macho-fyre og fører sig frem fordi en giraf skal transporteres fra Sudan til Paris. Alt sammen foregår i et stort og trash’et hus midt på scenen i forestillingen GIRAFFENS REJSE. Indimellem er der også tid til en god gammel græsk tragedie – men i moderne stil, vel og mærke. Forestillingen DEN FALDNE HELT forbinder det gamle med det nye, om at være ung og om de gode og dårlige sider af mennesket. Til sidst er det forestillingen ÆGGET KLÆKKER som runder TEATER PÅ KANTEN 2011 FESTIVALEN af - og hvad kommer der ud af ægget? En mariehøne – eller en sommerfugl? Svaret kan ses på fredag i det finske gæstespil med Ilsa Tähtinen som dukkefører.

Jo, det summer af aktivitet i det gamle teaterhus.

Det vidtberejste marsvin Hr. Muffin kommer til Thy Teater
26. januar 2011 - 14:59

Et vidt berejst marsvin, sidst set i Sidney Opera House i Australien, er kommet til Thy Teater. Det er Hr. Muffin, et aldrende medlem af gnaverfamilien, der huser Thy Teater med forestillingen "Farvel Hr. Muffin".

Hvordan hænger det sammen?

Jo, en forespørgsel ved Thy Thy teaters billetluge fik teatersekretæren til at spidse ører da hun hørte at stykket var blevet set i selveste Sidney Opera House nogle år før. Gæsten ved billetlugen bad om en plakat til forestillingen som han så var annonceret på Thy Teater.

Fra næste uges TEATER PÅ KANTEN FESTIVAL gæster Hr. Muffin med sin trup Thy Teater.

 

 

 

22. januar 2011 - 2:36

Thy Teater er en af de virksomheder i Thisted Kommune, som er med til at sætte Thy på det kulturelle Danmarkskort.  Vi ”brander” Thy og Thisted gennem vores mange gæstespil i den øvrige del af Danmark. Ikke blot kommer selve navnet Thy ud i Danmark, fordi det også er navnet på teatret, men forestillingerne vi spiller rundt om i Danmark tager også udgangspunkt i livet i Thy. Thy Teater er dermed et egnsteater i ordets egentligste forstand.

Når vi her fra januar 2011 har meldt os ind i Thisted Handels- og Industriforening hænger det også sammen med, at vi deler det synspunkt, at det skal være en unik og positiv oplevelse at besøge Thy og Thisted. Dette forudsætter et rigt og facetteret kulturliv, hvor Thy Teater udgør et kulturelt fyrtårn. 

Thisted Handels- og Industriforening bliver fremover et vigtigt forum for Thy Teater, hvor vi sammen med de øvrige virksomheder i Thisted er med til at skabe yderligere udvikling og ”branding” af Thy og Thisted.  

Klik ind på www.thistedby.dk for at læse mere.

21. december 2010 - 13:05

Kan du lide teater og synes du det kunne være spændende at arbejde ”backstage” og være med i et teaterteam sammen med en instruktør, skuespillere og medarbejdere i øvrigt?

Så er det DIG Thy teater søger som instruktørassistent! 

Thy Teater søger nemlig et ungt menneske som skal assistere i perioden frem til premieren på den nye forestilling ”Vi står på hovedet”, som har premiere 24. marts 2011.

Du skal kunne lide at læse et manuskript, kunne tage noter, kommunikere, klare stressede situationer…og lave kaffe!  Derudover skal du ikke være bange for at tage en kost i hånden og gå til hånde i øvrigt.

Ansættelsesperiode: 7. februar – 24. marts 2011. Arbejdstiden er i dagtimerne og ca. 30 timer om ugen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Thy Teater sælger kulturoplevelser
15. november 2010 - 10:25

Hvert år i november mødes alle landets turnéteatre med alle landets teaterforeninger for at planlægge og handle den kommende sæsons teaterudbud i Danmark. Det er en vigtig begivenhed og den tager normalt tre dage. I år fandt den sted i Herning Kongrescenter. Thy Teater var stærkt repræsenteret og salget gik strygende. TV Midt-Vest fulgte begivenhedernes gang. Se her hvordan det gik:

http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=2127

Premieren på forestillingen Hjardemål gik rigtig godt
5. november 2010 - 12:03

- og der var fuld hus og god stemning under forestillingen, som blev taget vel imod af publikum!

Herefter var der en lille reception i Glassalen og ved denne lejlighed fandt overrækkelsen af en check fra TUBORGFONDET sted.

Thy Teater takker TUBORGFONDET for denne støtte til forestillingen Hjardemål.

1. november 2010 - 14:58

Skuespillere og instruktør knokler med scenerne – men også så meget at de faktisk får blå mærker og skrammer. Og tilmed med det resultat at Pelle Nordhøj Kann pludselig trådte på en skrue. Han måtte efterfølgende på skadestuen og få en stivkrampeindsprøjtning. Dagene efter humpede han rundt med en krykke og sad på en stol på scenen til en forpremiere. Nu er han igen gående og alle på teatret kan ånde lettet op her lige op til premieren på onsdag den 3. november.

Ægget Klækker
30. oktober 2010 - 20:30

Så er der æbleskiveteater – med ÆGGET KLÆKKER

Nu på søndag kl. 14.30 og kl. 16.00 spiller vi igen børneteater. Denne gang er det for de 3 – 7 årige og deres voksne. Efter hver forestilling er der æbleskiver til alle. 

Det er forår. Naturen er fuld af lyde. Nede på jorden under et mælkebøtteblad ligger der et æg. Pludselig kan vi høre lyde fra ægget og det begynder at klække. Langsomt kommer der en lille en ud af ægget som vokser op og bliver til et menneske. Mariehønen sidder oven på mælkebøttebladet og holder øje med det hele.

ÆGGET KLÆKKER er en varm og poetisk forestilling om glæderne ved at vokse op og blive stor og stærk.

14. oktober 2010 - 9:30

Kom ind i ”maskinrummet” på Thy Teater og oplev hvordan skuespillerne og instruktøren arbejder!

Hvordan instruerer man et rigtig teaterkys på en scene?  Skal de hjertenskære - Christine og Pelle give hinanden hånden og forsone sig før eller efter det store knus? Når Mikkel skal svøbe sig i et gammelt flag – skal han så ligne en græsk gud eller Holger Danske – eller skal det blot ligne et lændeklæde – som på Jesus?

Thy Teater åbner har åbnet op for prøverne til "Hjardemål", en debatskabende forestilling om besættelsen af Hjardemål kirke i 1970. Kom og oplev skuespillerne Christine Gjerulff, Anne Gry Henningsen, Mikkel Løvenholt Reenberg og Pelle Nordhøj Kann i clinch med instuktøren Minna Johannesson!

Så hvis du er interesseret i at se hvordan en teaterproces fungerer henvend dig på Thy Teater på alle hverdage i tidsrummet kl. 12.00 – 15.00.

Følg linket http://www.tv2regionerne.dk/?id=569114&r=6 hvor du opleve hele holdet under prøverne.

 

 

Så er han her på Thy Teater - den vanvittige komiker Paolo Nani
5. oktober 2010 - 9:34

- med en skrupskør forestilling over gyserklassikeren Dr. Jekyll and Mr. Hyde! 

 Nu er den herboende italienske komiker Paolo Nani klar med en helt ny forestilling, hvor han spiller en genert professor, der har problemer med at præsentere sit mesterværk. Skuespilleren og klovnen Paolo Nani gæster nu Thy Teater med forestillingen Jekyll & Hyde.

 

Den prisbelønnede unge dramatiker Katrine Karlsen kommer til Thy Teater med forestillingen UNDERTIDEN LEVER MAN
24. september 2010 - 13:09

Katrine Karlsen er tidligere kendt i det Thy’ske, i det hun bl.a. er uddannet på den tidligere dukkemagerskole i Hanstholm, og har været aktuel med forestillingen ”Fucking Alene”.  Nu er hun igen aktuel med den prisbelønnede forestilling UNDERTIDEN LEVER MAN.

Katrine Karlsen modtog Danske Sceneinstruktøreres Hæderspris for 2009.

Motiveringen til den aktuelle hædersprismodtager lyder bl.a.: ”Katrine er en kunstner, der til fulde opfylder det at have beriget scenekunstens magi og fortælling. Hendes grænsebrydende brug af figurer, teknologi og tilskuerinddragelse har også formået at række udover den gammeldags og ukorrekte kategorisering af at teaterformen”.

Forestillingen spiller på Thy Teater tirsdag d. 28. september kl. 20.00.

Læs mere under presse.


OBS! Denne forestilling er samtidig et projekt i samarbejde med Projekt C-money, som handler om at give gode kulturoplevelser til unge i Nordjylland. Billetterne til forestillingen UNDERTIDEN LEVER MAN kan du derfor optjene gratis ved at gå ind på www.c-money.dk.

Så er Thy Teater klar med sæsonens første æbleskiveteater
21. september 2010 - 22:05

Mette Rosleff modtog Horsens Kommunes Børneteaterpris i 2008 og er nu aktuel på Thy Teater med en poetisk forestilling for de helt små og nye teatergængere i alderen 1½ - 4 år.

Med Himmelsange tænder hun glimt i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed. Med eller uden ord - og med eller uden bare tæer.

Forestillingen spiller på Thy Teater søndag d. 26. september 2010 kl. 14.30 og kl. 16.00. Der er gratis æbleskiver til alle efter forestillingen.

Thy Teater inviterer indenfor til Børnekulturnatten
15. september 2010 - 13:10


Thy Teater smider alt hvad de har i hænderne og samarbejder med Kulturnat for børn og unge, hvor studerende fra Pædagogisk Uddannelsescenter i Thisted sætter huset på den anden ende.

Fredag den 17. september står hele byen i kulturnattens tegn, og den fine gamle gobelinsal, samt  den store teatersal danner sammen med Thy Teater rammen for events, installationskunst, happenings – alt sammen tilrettelagt og udført af 42 pædagogstuderende.

Her er programmet for aftenen:

 Alt er forvandlet når du kommer på besøg, og de pædagogstuderende er parat til at gøre aftenen fuld af små og store overraskelser.

16.00. Optog gennem byen. Snedsted Garden spiller op, Pædagogstuderende og unge fra juniorklubben deltager udklædte. Alle børn med udklædninger kan deltage.

Vi går fra Thy Teater kl. 16.00.

18.00. Festligt og overraskende udklædte pædagogstuderende, står parat i Thy Teater til at modtage børn, unge og voksne, ved åbningsarrangementet.

Kl.19.30. Vi åbner dørene for de fortryllede og forvandlede rum. Kom og bliv overrasket!


21.30. Dørene lukkes. Tak for i aften.

Alt er gratis!

Vi kan afsløre en lille smule uden at røbe alle overraskelser: Det er noget med rejse....

Arrangementet foregår på Thy Teater, Håndværker Torv 1, Thisted.

Kig ind!

 


 

 

Genopsætning af forestillingen TING OG INGENTING på Thy Teater.
10. september 2010 - 10:33

Thy Teater er nu i fuld gang med genopsætningen af børneforestillingen TING OG INGENTING, og skuespillerne Anne Gry Henningsen, Pelle Nordhøj Kann og Mikkel Løvenholt Reenberg forbereder sig til prøverne.

Alle billetterne er solgt og turnéplanen er fyldt. Den gamle teaterbil har været til eftersyn og dæktrykket er tjekket.

Her en lille opsummering af handlingen:

Forestillingen TING OG INGENTING er en komedie med en morale om materialisme og venskab mellem børn – at synes at have det hele – og så miste det, men så kan verden pludselig åbne sig efter en uforudset hændelse…!

Stykket er her blevet ”moderniseret” til: Marius er ni år. Han har en Nintendo DS som er mega dyr. Han har også et lækkert skateboard. De andre siger, at Marius får alt, hvad han peger på. Men en dag bliver Marius røvet og har nu pludselig ingenting. Marius er slet ikke glad, men så bliver han hjulpet af Ingrid. Sammen kæmper de både mod røvere, mordere og vikingekonger! Til sidst finder Marius ud af, at når man er en kæk og frisk dreng, der ingenting har, så har man alligevel alting.

 

TING OG INGENTING er en moderne eventyr-komedie for de 5 til 10 årige.

Se turneplanen i kalenderen.

 

Thy Teater åbner efterårets sæson med Reumert 2010 prisvinder
20. august 2010 - 11:58

Thy Teater er klar med debatskabende ungdomsteater om unge, sex og sms-kultur. Forestillingen med den kryptiske titel 6 P LR K? vandt årets Reumert 2010 for bedste Børne- og ungdomsforestilling, er nu aktuel på Thy Teater.

Læs mere i pressemeddelelsen under menupunktet Presse

 

 

Aktiv teatersekretær på Thy Teater udnævnt til Årets Motionist
13. juni 2010 - 22:27

 

 

 

Alle kender Anny Røge på Thy Teater. Det er Anny man først møder, når man går ind ad døren på Thy Teater. Det er Anny der håndterer billetsalget og forestillingssalget. Det er også Anny der benhårdt styrer de komplicerede spilleplaner - udover utallige andre sager og opgaver. Alle er godt klar over, at Anny kommer man ikke uden om på Thy Teater.

 

Men hvad ikke alle ved er, at Anny er en af de ivrigste motionister man kan finde i hele Nordthy. Morgen eller aften - det er ligegyldigt. I sne, slud eller 35 graders varme, det er også ligegyldigt. Hver eneste dag året rundt løber Anny i de natursmukke omgivelser omkring Hanstholm.

 

Og det er blevet bemærket. I dag blev Anny Røge så udnævnt til Årets Motionist ved det årlige Hanstholm Løb.

 

Hjertelig tillykke til Anny.

1. juni 2010 - 14:00

Ved en festlighed i Pileallén på Frederiksberg i søndags modtog Niels Vendius et hæderslegat fra Teaterdirektørforeningens Fond.

På vegne af en influenzaramt Waage Sandø holdt Joen Bille talen for Niels Vendius. I talen blev især fremhævet den mangeårige og utrættelige indsats som teaterchef på Teater FÅR302. Også arbejdet for de små teatre i FAST blev fremhævet. Og ikke mindst blev den seneste indsats for det ”nye” Thy Teater fremhævet.

Niels Vendius takkede for hæderen.

Reumertpris til Thy Teater-skuespiller
10. maj 2010 - 13:25

I går aftes gik Mikkel Løvenholt Reenberg på Det Kongelige Teaters store scene i København for at modtage Årets Talentpris.

Det var Mikkels rolle i Jako-Bole Teatrets forestilling FORDAMPET i 2009 som udløste prisen.

Til efteråret kan Mikkel igen opleves på Thy Teater - både som den excentriske krofatter i TING OG INGENTING og i en helt ny rolle i HJARDEMÅL som har premiere på Thy Teater d. 3 november.

Et stort tillykke til Mikkel. 

 

 

Teaternyt

Spøger man dagens børn og unge rundt om i landet, om de ved, hvor Thy eller Thisted ligger, så må...