Teaternyt

Thy Teater åbner efterårets sæson med Reumert 2010 prisvinder
20. august 2010 - 11:58

Thy Teater er klar med debatskabende ungdomsteater om unge, sex og sms-kultur. Forestillingen med den kryptiske titel 6 P LR K? vandt årets Reumert 2010 for bedste Børne- og ungdomsforestilling, er nu aktuel på Thy Teater.

Læs mere i pressemeddelelsen under menupunktet Presse

 

 

Aktiv teatersekretær på Thy Teater udnævnt til Årets Motionist
13. juni 2010 - 22:27

 

 

 

Alle kender Anny Røge på Thy Teater. Det er Anny man først møder, når man går ind ad døren på Thy Teater. Det er Anny der håndterer billetsalget og forestillingssalget. Det er også Anny der benhårdt styrer de komplicerede spilleplaner - udover utallige andre sager og opgaver. Alle er godt klar over, at Anny kommer man ikke uden om på Thy Teater.

 

Men hvad ikke alle ved er, at Anny er en af de ivrigste motionister man kan finde i hele Nordthy. Morgen eller aften - det er ligegyldigt. I sne, slud eller 35 graders varme, det er også ligegyldigt. Hver eneste dag året rundt løber Anny i de natursmukke omgivelser omkring Hanstholm.

 

Og det er blevet bemærket. I dag blev Anny Røge så udnævnt til Årets Motionist ved det årlige Hanstholm Løb.

 

Hjertelig tillykke til Anny.

1. juni 2010 - 14:00

Ved en festlighed i Pileallén på Frederiksberg i søndags modtog Niels Vendius et hæderslegat fra Teaterdirektørforeningens Fond.

På vegne af en influenzaramt Waage Sandø holdt Joen Bille talen for Niels Vendius. I talen blev især fremhævet den mangeårige og utrættelige indsats som teaterchef på Teater FÅR302. Også arbejdet for de små teatre i FAST blev fremhævet. Og ikke mindst blev den seneste indsats for det ”nye” Thy Teater fremhævet.

Niels Vendius takkede for hæderen.

Reumertpris til Thy Teater-skuespiller
10. maj 2010 - 13:25

I går aftes gik Mikkel Løvenholt Reenberg på Det Kongelige Teaters store scene i København for at modtage Årets Talentpris.

Det var Mikkels rolle i Jako-Bole Teatrets forestilling FORDAMPET i 2009 som udløste prisen.

Til efteråret kan Mikkel igen opleves på Thy Teater - både som den excentriske krofatter i TING OG INGENTING og i en helt ny rolle i HJARDEMÅL som har premiere på Thy Teater d. 3 november.

Et stort tillykke til Mikkel. 

 

 

4. maj 2010 - 12:10

Som en del af et større fælles børnekulturprojekt, i år med fokus på teater, byder Thy Teater i hele maj og begyndelsen af juni måned på masser af teater for børn i Thy og på Hannæs. Det bliver til hele 52 forestillinger og omkring 1250 børn bliver nu og i den kommende måned beriget med teateroplevelser.

Thy Teater har engageret skuespilleren og børneteaterforfatteren Erik Olsen fra OLSENS TEATER som har sin fortid på Jytte Abildstrøms Teater gennem mange år. Erik Olsen og Thy Teater vil nu turnere Thisted og Hannæs tyndt med fire forskellige forestillinger for børn i aldersgrupperne halvanden til fireårige, samt de tre til seksårige.

Forestillingen KLIPPETIKLOP udspiller sig på en bondegård. Her er det andefar, der er opsynsmand, og en dag bliver det lille føl væk. Andrikken må ud og lede, og han finder både føl og en kæreste. En forestilling med masser af musik og sange.

BYTTE BYTTE KØBMAND er frit efter H. C. Andersens eventyr ”Hvad fatter gør…”. Om dit og mit og vort. Om at synge og gi’ bort. Om at låne eller at dele det halve og det hele. Et stykke med remser og vers og glad musik på kryds og tværs.

GUBBEN OG ÆSLET er en fortælling om den gamle mand og hans æsel, der må ty til alt, hvad de har, da der pludselig bliver brug for hjælp! Et stykke om de små for de små. Oplev ordspil, dukker og musik i en række billeder, som kun dukketeater kan skabe.

DEN LYKKELIGE BONDE tager frit udgangspunkt i et folkeeventyr. I udkanten af landsbyen, der hvor køerne slippes løs på marken, boede en bonde med sin kone. Han var altid lykkelig, men hun var trist dagen lang. En dag skete der noget uventet, og var det ikke sket, var denne historie aldrig blevet fortalt videre.

I alle forestillingerne indgår dyr, klodser og bemalede ting og sager, ført og spillet af Erik Olsen selv.

 

 

 

4. maj 2010 - 10:10

12. Maj kl. 10.00; Klippetiklop, ”Sylen” Skolestien 11, Klitmøller, 7700 Thisted.

17. Maj kl. 9.30; Bytte bytte købmand, ”Kridthuset” Hillerslev kærvej 5, 7700 Thisted.

19. Maj kl. 9.00; Den lykkelige bonde, ”Kernehuset” Vesterbyvej 5, Østerild, 7700 Thisted.

20. Maj kl. 9.00; Bytte bytte købmand, ”Kronborg Børnehave” Østerbakken 95, 7700 Thisted.

25. Maj kl. 9.00; Bytte bytte købmand, ”Boddumhus” Doveroddevej 32, 7700 Thisted.

26. Maj kl. 9.00 & 10.00; Bytte bytte købmand, ”Myretuen” Thyrasvej 1, 7760 Hurup.

27. Maj kl. 9.00; Gnubben & æslet, ”Lærkereden” Stormgade 15, 7755 Bedsted.

28. Maj kl. 9.00; Bytte bytte købmand, Vestervig- Agger Børnehave Jørgens Lykkesvej 12, 7770 Thisted

31. Maj kl. 9.00; Den lykkelige bonde, Nors Børnehus Bykernen 6, Nors, 7700 Thisted.

1. Juni kl. 9.00; Bytte bytte købmand, ”Græshoppen” Frøstrup Kulturcenter, 7741, Frøstrup.

2. Juni kl. 9.00; Den lykkelige købmand, ”Frihaven” Ydbyvej 193, Ydby, 7760 Hurup.

Alle er velkomne! Kontakt Thy Teater for yderligere info.

Thy Teater med masser af forestillinger for børn i maj måned
3. maj 2010 - 12:15


Thy Teater er nu klar med sæsonens sidste forestillinger her i huset – det blir’ en masse dukketeater for børn og unge opført af OLSENS TEATER : BYTTE BYTTE KØBMAND: D. 4. maj kl. 09:00 og kl. 10:30; d. 5. maj kl. 09:30 og kl. 10:30; d. 6. maj kl. 9:00, kl.10:00 og kl.11.00. GUBBEN OG ÆSELET d. 7. maj kl. 09:30 og kl. og kl. 10:30. BYTTE BYTTE KØBMAND d. 11.maj kl. 9:00 og kl. 10:00, samt d. 18.maj kl. 9:00 og kl. 10:00

Herudover turneres der i hele Thisted kommune i maj samt primo juni. Detaljeret turnéprogram følger. Alle er velkomne. Kontakt Thy Teater for mere information.

Så er der sæsonens sidste æbleskiveteater!
21. april 2010 - 14:16

Schhh...vær stille!! siger krofatter (Mikkel Løvenholt Reenberg tv.) til kromutter (Anne Gry Henningsen th.) på sæsonens sidste gang æbleskiveteater TING OG INGENTING.

Thy Teater præsenterer sæsonens sidste æbleskiveteater med forestillingen TING OG INGENTING Søndag den 25. april kl. 14:30 og ekstraforestilling kl. 16:00

OBS! OBS! EFTER FORESTILLINGEN ER DER GRATIS ÆBLESKIVER TIL ALLE! Forestillingen er fra 5 -10 år. Billetpris: Børn 50 kr voksen 110 kr Oplev børneteater med dit barn eller barnebarn og betal kun for barnet.

Info og billetter: Tlf: 97960100; mail: anny@thyteater.dk

21. april 2010 - 12:26

I uge 16 turnérer Thy Teater rundt i Thisted og Jammerbugt kommuner med Ting og Ingenting. Her er turnéplanen:

19. april kl. 08:30; Tingstrup Skoles Hal, Thorstedvej 21,Thisted;

20. april kl. 10:30, Brovst Skole, Skolevej 5, Brovst;

21. april kl. 09:45; Hillerslev Minihal, Hillerslev Kærvej 9, Thisted;

22. april kl. 09:00 og kl. 10:30 i Tumlesalen, Kastanievej 80, Thisted;

23. april kl. 09:30 Vestervig-Agger Hallen, Teglgårdsvej 5, Vestervig;

25. april kl. 14:30 og kl. 16:00, Thy Teater, Håndværker Torv 1, Thisted;

26. april kl. 10:00 Sønderhå-Hørdum Friskole, Legindvej 84, Snedsted.

Alle er velkomne!

TING OG INGENTING - et moderne eventyr for børn
16. april 2010 - 17:14

 
Skuespilleren Pelle Nordhøj Kann ses her i "skaterspring" i rollen som drengen Marius

Pressebilleder fra forestillingen TING OG INGENTING
16. april 2010 - 17:08

 

"Super-Marius" afprøver det magiske sværd foran "herremanden" spillet af Mikkel Løvenholt Reenberg,( tv).

Pressebilleder fra forestillingen TING OG INGENTING
16. april 2010 - 17:08

Super -Marius " får her serveret en banana"splat" på kroen "Den Enøjede Viking"

Pressebilleder fra Thy Teaters nye forestilling TING OG INGENTING
16. april 2010 - 17:06

Pelle Nordhøj Kann ses her i rollen som drengen Marius - i dialog med Ingrid - spillet af Anne Gry Henningsen, som hjælper ham ud af kløerne på krofatter og -mutter

6. april 2010 - 15:07

.

 Der er premiere på forestillingen torsdag d. 8. april kl. 11.00. Forestillingen spiller også fredag d. 9. april på Øsløs Skole kl. 10.20, lørdag d. 10.april.kl. 11.00 på Thy Teater, Håndværker Torv 1, Thisted.

I uge 15 er Thy Teater på Børneteaterfestival i Esbjerg med forestillingen. På søndag d. 25. april spiller den kl. 14.30 og 16.00 som Æbleskiveteater. 

 ”Det ny Thy Teaters” første egne produktion er nu færdig, og skuespillerne har de seneste måneder arbejdet på højtryk for at få forestillingen tip top. Det er blevet til en komedie med en morale om materialisme og venskab mellem børn – at synes at have det hele – og så miste det, men så kan verden pludselig åbne sig efter en uforudset hændelse…!

Forestillingen TING OG INGENTING er en modernisering af et gammelt folkeeventyr fra Thy, hvis originaltitel er ”Møllersønnen”. Eventyret blev overleveret af Mette Skrædder fra Sundby Thy i det nittende århundrede. Handlingen i stykket er blevet ”moderniseret” til: Marius er ni år. Han har en Nintendo DS som er mega dyr. Han har også et lækkert skateboard. De andre siger, at Marius får alt, hvad han peger på. Men en dag bliver Marius røvet og har nu pludselig ingenting. Marius er slet ikke glad, men så bliver han hjulpet af Ingrid. Sammen kæmper de både mod røvere, mordere og vikingekonger! Til sidst finder Marius ud af, at når man er en kæk og frisk dreng, der ingenting har, så har man alligevel alting. TING OG INGENTING er en moderne komedie for de fem til niårige.

Idé: Niels Vendius Manuskript: Michael Bonde Instruktion: Kamilla Bach Mortensen Illustrator: Søren Dujo Teknik: Ronni Bech Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Pelle Nordhøj Kann og Mikkel Løvenholt Reenberg

Thy Teater har specialdesignet forestillingen TING OG INGENTING som ”ud af huset” til skoler og biblioteker. Uge 16 turnerer Thy Teater derfor i Thisted og Jammerbugt kommuner.

Thy Teater og Limfjordsteatret samarbejder
9. marts 2010 - 14:09

Et varmt håndtryk, en kold dag på Vilsundbroen

Gitta Malling leder af Limfjordsteatret og Thy Teaters nye chef Niels Vendius mødtes fredag d. 5. marts ved Vilsundbroen for at give hinanden hånden.

I mange år, har der ikke eksisteret et kunsterisk samarbejde, de to teatre imellem. Det vil de to teaterledere nu råde bod på. ”Vi bliver glade hvis vi på udvalgte områder kan udvikle nogen samarbejder. Vi er ikke hinandens trussel, men vi kan, ved at samarbejde, give det professionelle teaterliv i området et løft. Som de eneste professionelle producerende teatre i Nordvestjylland har vi et ansvar for at løfte teaterlivet”, udtaler Niels Vendius.

”Limfjordsteatret bakkede i sin tid op om Thy Teater, frem for de andre ansøgere, som egnsteater i Thisted Kommune”, siger Gitta Malling Limfjordsteatrets leder - og hun fortsætter - ”selvstændige egnsteatre i lokalområdet ser ingen af os som en trussel – tværtimod mener vi, at jo mere teater, jo bedre. Både for det professionelle samarbejde teatrene imellem, og for publikum.

Limfjordsteatret har med interesse fulgt med i, hvordan et svækket Thy Teater har formået at rejse sig. Og det har været godt at se, at der er et stærkt lokalt engagement omkring egnsteatret - også i Thisted Kommune. Samtidig er vi på Limfjordsteatret ikke i tvivl om, at Thy Teater, med den nye bestyrelse og med en ny og meget kvalificeret teaterleder, har både evnen, viljen og styrken til at starte på en frisk”.

”Den nye teaterleder på Thy Teater: Niels Vendius er den bedste samarbejdspartner Limfjordsteatret kan ønske sig”, udtaler Gitta Malling. Med den nye leder, som vi kender fra et velestimeret og succesfuldt københavnsk teater, bliver det et radikalt fornyet Thy Teater vi kommer til at se. Den nye kunstneriske linje bliver på niveau med landets fremmeste teatre og Thisted Kommune vil kunne få en fornem placering på det kulturelle landkort i Danmark.

På den baggrund har vi været i tæt dialog med bestyrelsen for Thy Teater. Og Limfjordsteatret og Thy Teater er enige om, at der er fine muligheder for at etablere et godt samarbejde fremover. En række muligheder har været drøftet. Som naboteatre må vi kunne trække på hinandens ressourcer og ekspertise når der er behov. Vi har også et fælles idéer om en koordineret markedsføring. Det gode naboskab forudsætter rummelighed. Der er plads til to stærke kunstneriske profiler med hver sin egenart, hver sine traditioner og styrker. Hvorfor ikke satse på fordelene ved mangfoldigheden? Den synergi det indebærer giver kulturel styrke, og ikke som mange tror, risikabel konkurrence.

26. februar 2010 - 16:12

Så er prøverne på forestillingen TING OG INGENTING godt i gang og skuespillerne er i topform. Men arbejdsmæssigt er denne forestilling kun toppen af isbjerget for skuespilleren Anne Gry Henningsen.

Anne Gry har nemlig gang i endnu en forestilling og turnerer derfor landet rundt. Her er et uddrag af hendes rejsekalender: En nat i Thy, tre nætter i Århus, to nætter i København, to nætter i Haderslev med teaterworkshops. Herefter to nætter i København, hvor hun får en friaften, så en nat i Thy og herefter fem nætter i Haderslev, hvor hun pendler frem og tilbage til Thisted hver dag, så hun kan deltage i prøverne på Thy Teater.

Anne Gry er sandelig en travl dame. Det drejer sig om stykket TRE SØSTRE af Anton Tjekov, hvor hun spiller rollen som Irina – den yngste søster. Spillestederne er bl.a. Esbjerg Musikteater, Team Teatret i Herning, Kolding Teater, Morsø Teater, Langelands Efterskole, Randers Egnsteater, Viborg Teater, samt Teatret Møllen i Haderslev. Anne Gry får samtidig prøvet sit nye kørekort af: Jomfrurejsen foregik i hendes fars gamle bil fra København til Thy i høj sne. Bilen brød sammen på vejen, og hun lånte så søsterens. Nu kører hun dels med toget, dels i lejet bil - for dét er det mest pålidelige over de store afstande.

Anne Gry Henningsen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater og har været færdig i halvandet år. Herefter har hun haft forskellige jobs som skuespiller og spænder både over komedier til de tunge klassikere.

Men Anne Gry har også et formidlertalent: I forbindelse med forestillingen TRE SØSTRE på Teatret Møllen, Haderslev i samarbejde med Taastrup Teater forestår hun et større workshopforløb for gymnasielever. Her underviser hun i drama og instruerer udvalgte passager fra stykket TRE SØSTRE med forskellige elever. Se linket http://www.youtube.com/watch?v=rUZ1-lIM3yg.

Anne Gry udtaler i denne forbindelse, at det giver menig at arbejde med udvalgte scener fra en forestilling, så eleverne får en idé om hvad arbejdet som skuespiller kræver og samtidig forhåbentlig får en dybere forståelse af stykkets problemstillinger. TRE SØSTRE handler om generelle menneskelige eksistentielle spørgsmål og relationer, bliver her spejlet mod de unges eget liv og de spørgsmål de selv står over for.

Opholdet i Thy er Anne Grys første - og hun kan li’ det! Men helt ubetrådt er Nordjylland ikke for hende: Gennem hele sin barndom har Anne Gry holdt jul i Brønderslev hos sin onkel og tante. Ingen jul uden en tur til det nordjyske.

MEN NU står det på forestillingen TING OG INGENTING på Thy Teater. Her spiller hun pigen ”Ingrid” samt ”kromutter". Vi er spændte og har nu set et preview, der lover rigtig godt!

Teaternyt

Thy Teater åbner efterårets sæson med Reumert 2010 prisvinder
Thy Teater er klar med debatskabende ungdomsteater om unge, sex og sms-kultur. Forestillingen...